Vi ses den 23. og 24. november
Igen, i år, glæder vi os over at der vil der være kunsthåndværk af høj kvalitet.
Der vil være max hygge og julestemning med Julejazz, Juleværksted og Julecafé plus et HELT orkester – Birkeris 😀
Men først – Juleudstilling med Kai Glad
Allerød Kunstforening glæder sig til at åbne årets juleudstilling med kunstneren Kai Glad, som optakt til “Jul i det gamle Lillerød”. Udstillingen vil vise Kai’s smukke akvareller med vinter og fugle, som tema.
Kai Glad har mange års erfaring som kunstner og underviser i akvarelmaleri, som han selv kalder “en kontrolleret katastrofe”. Hans værker udstilles i gallerier og kunstforeninger i Danmark.
Fernisering fredag den 15. november kl. 19. på Kirkehavegård, Lillerøds Kulturhus (sal 1).
Udstillingen kan besøgs fra lørdag den 16. november til og med søndag den 24. november, alle dage kl. 14-17 (undtagen mandag) og lørdag den 23. og søndag den 24. november fra kl. 10-16. Der er gratis adgang.
Udstillingen løber sideløbende med Mejslens udstilling.
Jul i det gamle Lillerød
Allerød Kunstforening afholder igen i år ”Jul i det gamle Lillerød”, som er et hyggeligt lokalt julemarked med kunsthåndværk, julejazz, juleværksted, ponytræk, LAFAK, Birkeris (orkester) og mulighed for at støtte en meget værdig hjertesag – og i år også med årets juleudstilling med kunstneren Kai Glads smukke akvareller.
Julemarkedet afholdes lørdag den 23. november og søndag den 24. november på Kirkehavegård i Lillerød. Begge dage kl. 10-16. Julemarkedet er åbent for alle og der er gratis adgang.
Program for ”Jul i det gamle Lillerød”
Julecaféen har åbent begge dage, hvor der kan der købes gløgg (med og uden alkohol) og æbleskiver, kaffe mm. og der er kreativt (gratis) juleværksted i sal 1. Og man kan besøge alle kunsthåndværkerstandene i sal 2.
Lørdag kl. 13-15 (gratis) ponytræk-tur for børn (Stutsborg Ridecenter).
Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune (LAFAK) holder Kirkehavegårds hovedhus åbent begge dage. Kom forbi og se samlingen af Lillerød Lervarefabriks keramik – og besøg LAFAKs stand i sal 1.
Sidste års omtale 2023
Arrangementet “Jul i det gamle Lillerød” blev en publikumsucces – og giver grundlag for at gøre det til en fast tradition ifølge Kim Sejr fra Allerød-Online avisen.
Allerød Kunstforening fik atter succes med et ambitiøst arrangement- denne gang var ambitionen at få samlet kunsthåndværkere til et julemarked, der samtidig skulle være et kreativt værksted for børn og deres familier til at lave juleting. Samtidig var der mulighed for gløgg og æbleskiver, hvis salige duft kunne mærkes på Kirkehavegaard, hvor arrangementet foregik.
-Vi har været rigtigt glade for den gode modtagelse, som arrangementet har fået, og hvis der er stemning for det, så tror jeg godt, at det kunne blive en fast tradition, siger Soldis Sigurdardóttir, der er næstformand i Allerød Kunstforening
Håndværk i god kvalitet
De besøgende havde mulighed for gode indkøb af kunstværk – lige fra håndlavede pyntegenstande til julebrug til keramik, sten og glas.
Blandt de udstillende kunsthåndværkere kunne man besøge Hanne Askholm med sølv, Puk design med Hanne Jensen, Nisseriet med Anny Andersen og Lea Peters med farverige julekugler.
Så var der Jette Gundorf med legende keramik, Kirsten Carlsen med smukt strik, Anne Lassen med legende sten, keramik og papirklip. Stenhuggerklubben Mejslen var også repræsenteret samt Pia Lykke med glas, Jørgen Kappelgaard med trædrejning og Lenie Tolstrup med bronze.
Endelig var der Julie Frydenlund med keramik og Hilma Nielsen med keramik. Ialt op til 20 kunstværkere.
Har du spørgsmål er du velkommen til at ringe til Soldis fra
Allerød Kunstforening på tlf. 31 27 01 20.