Magisk åbning af kunstudstilling
Lørdag var der fernisering på Allerød Kunstforenings nyeste udstilling ”Magisk Natur” på Kirkehavegård, Lillerøds Kulturhus. Mere en 100 kunstforeningsmedlemmer og gæster trodsede Pinsesolen for at få en helt særlig, lokal kunstoplevelse.
”Udstillingen er udtryk for det perfekte lokale samarbejde mellem forening og forretningsliv – kunstner og kreative kræfter” udtaler Allerød Kunstforenings formand Eric Lerdrup Bourgois. ”Og det et er bare helt fantastisk, at Karna og Krukkerne er gået all in i at skabe de flotteste grønne kunstværker, som passer helt perfekt til Kirsten Hagelskjærs malerier. Det er virkelig en særlig oplevelse, som vores næstformand Soldis har stået for at planlægge og koordinere. Jeg er svært tilfreds” afslutter kunstforeningsformanden.
Udstillingen løber frem til og med på søndag den 4. juni. Der er åbent alle dage fra kl. 14-17. Søndag den 4. juni er der børneworkshop i udstillingen fra kl. 14. Der er gratis adgang og det er gratis at deltage i børneworkshoppen. Udstillingen kan ses på Kirkehavegård, Lillerøds Kulturhus.